La Dalia

Pimenton De La Vera - den ægte spanske røgede paprika
 
Pimentón er en af grundstenene i det spanske køkken, og fremstillingen er fuld af historie og tradition, der går i arv gennem generationer i det spanske La Vera-område, som er hjemsted for pimentón af den fineste kvalitet.
 
 

Extremadura-provinsen er stadig centrum for produktionen af pimentón, og særligt området La Vera har fremragende betingelser pga. det unikke mikroklima med hede somre, kølige vintre og en frodig jord. Derfor er La Vera kendt som stedet, hvor den fineste og bedste pimentón fremstilles. Det foregår stadig efter original metode, og man finder ingen industrielle tørrehuse med computerstyret temperatur og luftfugtighed. Det er et håndværk, der går i arv gennem generationer, som hos José Maria Hernandez, der driver familiefirmaet La Dalia. Firmaet blev skabt for 100 år siden og er kendt som en af områdets allerbedste producenter.

De tre varianter

Pimentón fra La Vera findes i tre varianter; dulce, som betyder sød; picante, som er den stærke, og agridulce, som både har sødme og et pikant strejf.

Styrken afhænger af peberfrugtens sort, der er nøje udvalgt; Bola og Jaranda lægger krop til den milde pimentón. Pimentón agridulce er baseret på en blanding af Jaranda og Jariza, og Jeromín giver karakter til den pimentón picante. Peberfrugterne er røde og aflange og minder om en chili i formen, undtagen sorten Bola, der er lille og buttet.

Nogle mener, at pimentón er ”chorizoens sjæl”, fordi det er så væsentlig en del af fremstillingen af den verdensberømte spanske pølse. Men kydderiet er også fast inventar i en række andre spanske klassikere - såsom patatas bravas, polpo a la gallega og paella.

Det er den traditionelle tørringsmetode over røg, der giver paprikaen fra La Vera dens tre fundamentale karakteristika: aroma, smag og farve. Efter tørringen fjernes stilken og kernerne, men nogle af kernerne lades tilbage, fordi de indeholder fedtsyrer, som giver det færdige pulver den rette, bløde konsistens. Peberfrugterne males derefter langsomt og forsigtigt på stenmøller, så der ikke opstår for høj varme, og smagen og farven bevares.

Pimentón har en dyb, røget, nærmest kødfuld smag med jordede undertoner.

Garanti for den ægte vare

Der findes mange former for pimentón på markedet, men kvaliteten og fremstillingsprocessen i La Vera i Extremadura-provinsen er unik, bl.a. på grund af områdets mikroklima, der anses for værende optimalt til fremstillingen af pimentón.

Pimentón fremstilles af peberfrugter, der fra maj og frem til høsten i oktober vokser frit tæt ved floden Tiétar i ly af Los Gredos-bjergene. 

Det var oprindelig Columbus, der bragte peberfrugten med hjem til Spanien i slutningen af 1400-tallet og præsenterede for munkene i Extremadura-provinsen. Munkene begyndte at dyrke den nye grøntsag i deres klosterhaver, og i 1700-tallet blev den udbredt til de øvrige spaniere.

For at undgå efterligninger har Pimentón de la Vera fået den beskyttede oprindelsesbetegnelse ”Denominación de Origen Protegida” (D.O.P.), som garanterer, at produktet er dyrket efter de traditionelle metoder i det afgrænsede La Vera-område.

Og som en ekstra sikkerhed for forbrugerne, godkender Reguleringsrådet hvert år høsten, hvortil der også følger et certifikat, som garanterer produktets ægthed. Dette certifikat ser du til højre her.

Gastrobutikken

I vores webshop finder du specialiteter og håndværk fra de sydeuropæiske himmelstrøg.